Forsikrings- og handelsundersøgelse


Det er en stor beslutning at skulle ud og købe en hest. Det skal gerne ende med en god oplevelse. Derfor synes vi det er vigtigt at få hesten handelsundersøgt.
Handelsundersøgelsen giver køberen et "her og nu" sundhedsstatus på hesten.

Ved en handelsundersøgelse gennemgås hestens forskellige organsystemer: Bevægeapparatet, hjerte/kredsløb, lunger, tænder, hud, øjne og ydre kønsorganer. De forventninger den kommende køber stiller til hestens præstation sammenholdes, så vidt muligt, med fund ved undersøgelsen. Dyrlægen kan udfra undersøgelsen og køberens forventninger rådgive kunden om et eventuelt køb.













En sælger-købererklæring, er en erklæring hvor sælger svarer på en lang række spørgsmål angående eventuelle problemer ved håndtering og tilbagevendende sygdomme. Erklæringen kan rekvireres hos dyrlægen og skal være udfyldt af sælger og køber INDEN undersøgelsestidspunktet. Købers eventuelle spørgsmål vedrørende erklæringen kan drøftes under undersøgelsen.

Efter undersøgelsen udfærdiges en handelsundersøgelsesattest. Denne attest kan indenfor 14 dage anvendes til at tegne en forsikring på hesten.

Vi undersøger hesten enten på opstaldningsstedet eller på hospitalet. Hvis handelsundersøgelsen foretages på hospitalet er der her mulighed for at tage røntgenbilleder. Røntgenbilleder er et godt supplement til den kliniske undersøgelse og nogle gange et krav fra forsikringsselskaberne. Røntgenbilleder kan give køber en sikkerhed for at der ikke er en begyndende slitage på led eller at hesten har ledmus, som ved hårdere træning måske kan forårsage problemer. En handelsrøntgen er dog en form for screening efter de mest almindeligt forekommende problemer, og må på ingen måde opfattes som en garanti for at problemer ikke kan opstå i fremtiden.

Bøjeprøven giver information om sundhedstilstanden i hestens led

Longering afslører nogle gange haltheder der ikke kan ses på lige spor