Indlæggelse af hest på klinikken.

Charlottenlund Hestehospital kan tilbyde opstaldning hvis din hest skal indlægges til yderligere undersøgelser, behandlinger eller operation. I stalden er der 4 hestebokse reserverede til dette formål. Hestens boks forsynes med et skilt med hestens og ejers navn, samt et kontakt-telefonnummer. Hvis der er specielle hensyn der skal tages – f. eks at hesten skal have eget foder eller ikke kan drikke af vandkop skal det fremgå.

Pasning

Hestene står normalt på spåner og drikker ud af vandkopper. Under opstaldningen vil din hest blive tilbudt foder 3 gange dagligt, medmindre der er tale om specielle forhold på grund af sygdom eller operation. Fodringen varetages af personalet ved rideskolen og består normalt af hel havre, lucerne og wraphø. Medbring venligst eget foder hvis hesten ikke tåler foderskift. Husk altid at oplyse hvis der er noget hesten ikke tåler eller hvis den ikke er vant til at drikke af vandkop. Udmugning sker hver morgen og varetages af rideskolens personale.

Besøg

Vær opmærksom på at indlagte dyr oplever et større velvære hvis de får opmærksomhed fra ejeren. Vi forventer derfor at du kommer og besøger din hest. Brug tiden på at strigle og rense hove. Træk gerne en lille tur med hesten med mindre dyrlægen har ordineret boksro. Giv kun godbidder hvis hesten kan fodres normalt. Spørg hvis du er i tvivl. Af hensyn til dagens undersøgelser og behandlinger foretrækker vi at du besøger din hest efter kl. 13. Stalden er åben også om aftenen.

Udstyr

Vi kan desværre ikke tilbyde at holde øje med dit udstyr og erstatter ikke bortkomne ting. Medtag derfor venligst kun nødvendigt udstyr og forsyn det med hestens navn.