Øjenundersøgelse.

Hesten har et meget udstående og dermed udsat øje.
Støv, blæst og pisk fra kammeraters haler kan give
øjenbetændelse med tåreflåd og hævet, irriteret øje.
Ved øjenbetændelse kan tårekanalen mellem hestens
øje og næsehule tilstoppes, således at hesten
får tåreflåd. Øjenbetændelse, der skyldes irritation og
bakterier, kan oftest behandles nemt.
Hvis hesten har fået en genstand i øjet kan den få sår
på hornhinden. Det er en smertefuld tilstand,
hvor hesten vil stå med øjet knebet sammen, være lysfølsom og evt. have tåreflåd. Behandling af hornhindesår kræver flere slags medicin og lænegre behandlingstid, ofte med flere dyrlægeundersøgelser, afhængigt af hvor stort og dybt såret er. Sår på hornhinden kan sjældent ses med det blotte øje. Det er derfor meget vigtigt at du tilkalder dyrlæge, hvis din hest er generet i øjet.
Heste kan også få ondt i øjet af en betændelsestilstand der hedder Equine recurrent uveitis/ måneblindhed. Her har hesten en mere dybtliggende, ikke bakterielt betinget, betændelse i øjet. Denne betændelse kommer igen i det samme øje med varierende intervaller og kan til sidst lede til at øjet bliver blindt.
Katarakt, glaukom, celleforandringer og virusinfektioner ses mere sjældent hos heste, men forekommer.

Når dyrlægen undersøger en hest med et smertefyldt øje kræves ofte både sedation og lokal bedøvelse i øjet for at vi skal få lov til at undersøge øjet fuldstændigt. Dyrlægen bruger fokalt lys eller ofthalmoskop for at undersøge øjets dybere liggende segmenter. Hornhinden farves ofte med et grønt farvestof der lettere visualiserer sår på hornhinden. Nogle gange udtages diagnostiske prøver fra øjet.
I helt særlige tilfælde eller når hestens øje er så skadet at der kræves en operation, konsulterer vi vores dyrlægekollega Finn Boserup, der er øjenspecialist.

Øjenundersøgelse ved Finn Boserup